Danmarks Tekniske Universitet  

Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i Lyngby har som en af de første danske undervisningsinstitutioner fået et omfattende digitalt dokument- og sagsbehandlings-system. Systemet fra Software Innovation har til formål at forenkle sagsbehandlingen for de administrative funktioner på DTU.

Fra primo 2007 erstattes mange manuelle rutiner på DTU af et nyt elektronisk sags- og dokumenthåndteringssystem (ESDH).  ESDH-systemet sikrer, at alle dokumenter leveres og håndteres de rigtige steder til tiden, og at verifikations- og beslutningsprocesser overholdes.
Universiteterne i almindelighed - også DTU - har en enorm mængde af administrative dokumenter: Fra opgaver, resultater og forskningsprojekter, til ansøgninger bevillinger og beslutninger, og læg dertil hele administrationen. Nu har DTU fået en løsning, der samler og skaber overblik ligesom sagsbehandlingen forenkles. 

Først med ny teknologi
Sags- og dokumenthåndteringssystemet bygger på Public 360°, som er Software Innovations ESDH-system til offentlige virksomheder. Systemet understøtter udvalgte arbejdsgange og sagsbehandlingsprocedurer, ligesom det er integreret med nogle af DTU’s fagsystemer. 
”Vi opnår større gennemskuelighed og styring i vores arbejdsprocesser samtidig med, at vi forbedrer tilgængeligheden af data og dokumenter for de mange ansatte på DTU. Sags- og dokumenthåndtering er en helt afgørende del af at drive og udvikle et universitet, og jeg er sikker på, at vi med denne løsning tager et vigtigt skridt fremad,” siger direktør Jørgen Honoré, DTU.